Helliggørelsen - sejr over synden?

Resumé

Helligelse/Helliggørelse er en fundamental del af kristenlivet, uden helliggørelse ingen frelse (Hebr 12,14). Helliggørelse begrundes i, at Gud er hellig, og at mennesket er skabt i Guds billede. Definition: Helliggørelse/Helligelse er den proces, der tager sin begyndelse, når man bliver kristen, og som når sin afslutning, når livet er slut, og vi indgår til den evige salighed. I Danmark har helliggørelsen været underbelyst siden Tidehverv i 1926 stod frem med et opgør med helliggørelsen. Det har præget dansk teologisk litteratur, og givet en tendentiøs Luthertolkning. Erik Pontoppidan, Søren Kierkegaard og Dietrich Bonhoeffer er personer fra 3 forskellige århundreder, som så svagheden angående i den lutherske tradition i deres egen samtid. I NT tales om fornyelse og vækst for det menneske, der er retfærdiggjort af tro. Helliggørelsen omtales også som forvandling, metamorfose. Helliggørelsen er en proces mellem genfødelsen og opstandelsen. Retfærdiggørelse af tro og dom efter gerninger. Gerninger kvalificerer ikke, men er vidnesbyrd om troen. Luther siger at viljen er passiv i retfærdiggørelsen. Konkordieformelen taler om en genfødt vilje (”arbitrium liberatum”). Hvis der er tale om handlingslammelse i helliggørelsen, er der tale om falsk åndeliggørelse. Jesus Kristus har besejret Djævelen, synden og døden, jf ”klassisk forsoningslære” (=genløsning). I Rom 6 og 7 omtaler Paulus mødet med loven som fordærvsmagt. Kødet, den syndige drift, skal dø. Den kristne skal aktivt tage ansvar for, at den åndelige proces forløber (Rom 6,11). Dyden hjælper ikke til frelse, men i helliggørelsen er den vigtig. Den er vigtig for, at jeg kan leve det liv, som Gud har skabt mig til at leve i fællesskab med andre. Paulus opregner dyder; Gal 5,21. Det luthersk dictum om det kristne menneske: simul iustus et peccator (samtidig retfærdig og synder) har: 1) et totalaspekt, fuldstændig synder i en selv, og fuldstændig retfærdig i Kristus 2) et partialaspekt, hvor der sker en udrensning af laster og synder og en indførelse af dyder og gode gerninger. Luther understreger det sidste aspekt i antinomerstriden. Siden eksistensteologiens opgør med helliggørelsen i 1926 har vi i dansk kirkeliv levet i en antinomistisk tid.